Forside > Kunsten > Nordjyllands kunstmuseum KUNSTEN, af Aalto og Barüel

Nordjyllands kunstmuseum KUNSTEN, af Aalto og Barüel

Nordjyllands kunstmuseum KUNSTEN, af Aalto og Barüel

Vigtige årstal: Indvielse den 8 juni 1972, en byggeperiode på 4 ½ år(næsten det dobbelte af planlagt), fredet i 1995,

  • I det oprindelige museum, som var tegnet af Conrad Weber, var bygningsforholdene for ringe og det var nødvendigt at bygge et nyt.
  • Med et nyt museum var det tanken, at kunsten skulle virke ”forædlende” på ”den store ubemidlede klasse”, og at samlingen af oldsager skulle ”løfte Folkeaanden og udbrede Kjærlighed til Fædrelandet og dets historiske Minder” s. 7
  • I 1936 udskrev museets byggeudvalg en landsdækkende konkurrence om et nyt museum, hvilket i første omgang faldt til jorden, i høj grad pga. den tyske besættelse i 1940.
  • I september 1957 blev konkurrencen officielt udskrevet med et oplæg af ideale forestillinger og konkrete fakta, der kom til at danne grundlag for konkurrencens krav til den nye museumsbygnings plan og størrelse.
  • Ved bedømmelse af forslag blev der lagt vægt på tre forhold.1) Bygningens placering på området og dens samspil med omgivelserne. 2) Dens planlægning, altså en overskuelig og rummelig disposition. 3) Der benyttede en kombination af oven – og sidelys med mulighed for udblik mod parken.
  •  Den karakteristiske grund blev anset for at have store skønhedsværdier og forslag som inddrog parken fremhævede komiteen.
  • Komiteens tanker om museet, s. 14
  • Der var ikke nogen kunsthistoriker at sætte på opgaven som sparringspartner for arkitekterne, og bestyrelsen måtte selv orientere sig om kravene til et moderne kunstmuseum, hvor de fandt frem til: fleksibilitet i udstillingslokalerne skulle vægtes højt, at film-, møde-, foredrags- og garderobefaciliteter skulle forbedres. Endvidere var et cafeteria et must. Alt for at give museet bredere appel som kulturelt samlingssted.
  • Samle landsdelene og tiltrække nye folk
  • Aalto gjorde opmærksom på alternative og fordyrende muligheder mht. materialer, rumudstyr og inventar. F.eks. var det en overraskelse at bygningen skulle iklædes marmor, da man havde forstilt sig et hvidpudset hus.
  • Byggeudvalg vs. Arkitekter, hvordan der tales forbi hinanden.
  • Der viste sig nogle mangler mht. kontorlokaler, værkstedsfunktion, personaleplads og manglende funktioner generelt. Endvidere var der også mangel på vægplads til malerier og magasinplads til disse(hvilket senere blev indvundet i kælderen).
  • Da KUNSTEN stod færdig var Aalborgenserne splittede. Stolthed og misfornøjelse over byggeomkostningerne, som endte på 21,7 millioner. Blandt danske professionelle kritikere blev bygningen modtaget med begejstring – blev betegnet som storslået og et mesterværk, mens de udenlandske var mere kritiske. Et udslag på 70’ernes kultursyn hvor akademierne betegnede bygningen som prestige bygning, en bastion for et etableret og statisk kunstsyn. Endvidere ufolkeligt, fornemt og tillukket, og sammenlignede denne med en stationsbygning, et tempel, eller et marmorpalads. Men i den forløbne år har kunstmuseet vist sin tidsløshed og funktionalitet.

KUNSTEN

Museet har en monumental kraft som præger bygningens overordnede komposition. En trappepyramide som rejser sig fra dalen og danner en kontrast til den skovbevoksede skrænt med modsat hældning. Det er et dramatisk, men stadig afbalanceret møde mellem bygningens former i hvid marmor og klart glas mod den høje skovklædte skrænt. Den udendørs udstillingshave med den lavtliggende grønne plæne indrammes af et forløb i form af hvide mure, som følger og fremviser terrænets bevægelser. En fortolkning af den klassiske og moderne verden har resulteret i, at skrænten til dels er udformet i siddetrin og udstillingsplateauer, som overvejende ikke bliver benyttet. Dog er dette et af Aaltos særlige kendetegn, mødet mellem geometri/arkitekturen og natur. S. 45

Museet er opdelt i primære og sekundære funktioner. Det kommer sig af det primære hovedplan, med al udstillingsvirksomhed, hvor bygningens indre struktur med en hovedåre omslutter museets store fleksible udstillingssal som omdrejningspunkt. Omkring denne føres man igennem rumlige variationer af udstillingslokaler, som hver især skiller sig ud. De har en form for karakter efter den måde de lukker lyset ind på. Det være sig f.eks. af en ovenlyssal og sidelysrum. Lysindfald spiller generelt en stor rolle for den arkitektoniske udformning: ”Hvad akustik er for en koncertsal, er lyset for et kunstmuseum” s. 68.  Museet belysningssystem er derfor usymmetrisk, da lyset fra de forskellige verdenshjørner har forskellige indfaldsvinkler og karakter, hvilket i høj grad afspejles i arkitekturen, da visse farver f.eks. ikke tåler direkte lys. Det diffuse og indirekte lys er prøvet opnået fra reflekterende tag- eller vægflader og asymmetriske reflektorer under taglanternerne. Reflektorskærmene forefindes i mange forskellige formmæssige variationer, såsom konkave og konvekse figurer, som giver det pågældende rum karakter. Den høje skrænt indgår desuden som en afskærmning af det meget lave sollys fra syd og gengiver endvidere årstidens farver i det store rum.

Museet er yderst fleksibelt indrettet      

Underetagen er forbeholdt de sekundære funktioner, såsom auditorier, cafeteria, værksted, magasin med mere.

Reklamer
Kategorier:Kunsten
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: